Velkommen til mit univers - en blandet landhandel med lidt af hvert - lige nu mest håndarbejde

torsdag den 2. juni 2011

Det går ikke godt

Nåh ja, det kom måske til at lyde lidt tungsindigt i overskriften, men jeg må altså tage hatten af for jer der klarer at blogge kontinuerligt.... For mig smutter tiden indimellem og pludselig er der gået lang tid. For lang??? Jeg ved det ikke, men det var et erklæret mål for mig fra starten at jeg ikke ville styres af bloggen, men omvendt. Og derfor må mine pauser vel bare være her.

Og nu, hvor sommeren forhåbentlig er på vej og kajaksæsonen i fuld gang bliver det til endnu mindre, det er jeg sikker på. Jeg håber at nogle af jer vil kigge ind alligevel - når jeg endelig kommer på banen. Så vender jeg mere trofast tilbage til efteråret, det er jeg sikker på - for blogningen er både sjov og hyggelig og jeg får så uendelig mange gode ideer fra alle jer andre.

Min dejlige datter er i gang med 9. klasse afgangseksamen. Et 12 tal blev hevet hjem i mundtlig engelsk og 10 i geografi så foreløbig er hun glad og fornøjet. I disse dage læses til mundtlig fysik, der IKKE er en favorit, men hun knokler på så mon ikke det går?

Visumansøgning er sendt til Canada og

Marcus er bare Marcus, 13 år og uendelig doven - det er nærmest en kunstart for drenge i den alder...

Og Victor er begyndt at ro kajak ligesom storesøster. Han skal til stævne i weekenden og glæder sig vildt. Når bare vi ikke lige taler om den boganmeldelse der skal afleveres i næste uge og som der jo er mindre tid til at skrive på når man er på vandet hele weekenden - og som derfor SKAL være færdig inden. "mor, lektier og helligdage er altså en uheldig kombination" var undskyldningen i morges, men nu er han da kommet i gang.

I morgen når jeg er vel hjemme fra konfirmation - og har fået bagt pizzasandwich til 30 børn (til to dage) vil jeg skyde en lille gaveleg i gang - Nu skal det være. Jeg skylder stadig Lykke (undskyld) men nu ligger gaverne parat og jeg lover at jeg får det klaret i morgen.

Rigtig god Kr. Himmelfartsferie til alle.

1 kommentar:

  1. Hej.
    Jeg er glad for det ikke kun er mig der halter bagefter! Jeg kan heller ikke altid finde tiden når solen skinner, og der er dyr, børn, mand og have der kalder..

    Vi ses til efteråret ;)
    KH Rikke

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...