Velkommen til mit univers - en blandet landhandel med lidt af hvert - lige nu mest håndarbejde

fredag den 25. februar 2011

Julen varer lige til påske

Og derfor vil jeg dele vinterferiens fedeste projekt. Min veninde Gitte, som vi var på ferie med, samler på krybbespil, og lidt fælles brainstorm over en bunke bomuldsgarn førte til at vi ville hækle et helt specielt fingerdukke-krybbespil til hende. Jeg er virkelig glad for resultatet og især for den hjælp jeg fik af Emma og Thea, begge 15 år og mega kreative, når bare de lige får slukket ipoden og finder tiden. Jeg har hæklet Maria, Englen og Jesusbarnet. Emma stod for for Josef og Vismanden og lillefingerhyrden er Theas værk. Pigerne fik frie tøjler og vi har alle hæklet frit fra fantasien. Gitte blev meget glad - og hun har af alle fortjent det.
Hvordan hun så vil klare alle Decembers gøremål, iført disse på venstre hånd, det venter vi spændt på at se senere på året :-)

Rapunzel er på vej, efter samme koncept, men hun strandede i godt skivejr - så nu må vi se hvornår hun bliver færdig. Hun er ellers sød og ideer skortede det ikke på da først vi var i gang. Men som altid er vi landet tilbage i hverdagen, hvor arbejde, vasketøj, træning, skole og "mullioner" andre ting forstyrrer. I næste uge flytter bedsteforældrene ind på skift mens gemalen og jeg vil nyde lidt uventet, men velfortjent ferie. Der er derfor en kortvarig blogpause.

Tak til Randi for den fine Give away jeg vandt, med armbånd og øreringe, lige min stil.

Aften og nattevagt venter forude så måske jeg skulle forlade blogland, søge tilbage til til den virkelige verden og ordne de sidste praktiske detaljer inden det går løs.
Ha' en god weekend allesammen - vi ses igen om en uges tid.

onsdag den 23. februar 2011

Emmas vest

Den har egentlig været færdig et stykke tid, men blev bare ikke fotograferet før nu. Vesten er en del af mit nytårsfortsæt om at færdiggøre igangværende projekter. Denne gang fik jeg bare ikke glæde af det, da datteren kidnappede vesten allerede inden den var færdig. Nå, hun ser forrygende ud i den så det går nok...

mandag den 21. februar 2011

Jeg har så mange billeder at vise, og så lidt tid til at blogge pga eksamen. Måske jeg bare smider dem på en bunke af gangen de næste dage. Starten går her, med billeder af min hjelmpose der blev færdig inden afgang. Mens vi var deroppe fik jeg lavet en til svigerinden, men glemte at fotografere den. Smart !
Nå, men min egen er lavet i fleece med patchwork og lidt groft broderi. Alle ordene er skiinspirerede - og det er familien her der har stået for input. Det var en fryd at pakke den sammen med de nye støvler...
Emma er gået i gang med en til lillebror - og har planer om noget til sig selv også.

Dejlig vinterferie

Et styk brugt vinterferie, en brugt krop og en dejlig fornemmelse. Det gik fremad med skiløbet i år (især når jeg fik lov at låne datterens ski) og blev også til hyggelige hækleaftener. Det kommer der mere om snart. Fik nye ski og støvler af min søde mand, men desværre først på hjemturen så nu er det svært at vente til næste gang.

tirsdag den 8. februar 2011

Jeg er på vej...

...tilbage til den herlige blogverden

Ved godt at jeg har svigtet på det sidste, men nu lysner det snart. Et par uger mere, så er jeg tilbage i fuld form. Vil dog gerne sige tak til alle jer der sørger for mit lille daglige skud inspiration. Det er tidsbegrænset ligesom børnenes spilletid, men medio marts tager jeg revance.... åh hvor skal jeg hygge med PC'en i skødet og alle jeres kreative indslag.

Status i dag ser sådan ud:
Vasketøj - ren og skær nødvendighed
PC - Autoklavestatistikker til arbejdet
huskeseddel - skrevet med småt så det ikke ser for voldsomt ud
Te - ellers gik det aldrig
Opgave - færdig, printet og klar til sidste korrekturlæsning
Stearinlys - Min lille luksus
Notesbog - forberedelse til møde inden aftenvagten

Mit kamera er endelig dukket op - den kære, men til tider distræte, husbond havde efterladt det i en lomme på tasken fra skituren og begravet begge dele under bunkerne i pulterrummet.
Han påstår det ikke var med vilje...
Men nu er det her og så følger der snart en masse billeder, bare ikke i dag, for min tid er vist allerede brugt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...